|
|
Wonderful Copenhagen Ultimate 2009
Endnu et WCU er slut. Weekenden bød på sol, grill, casinofest og ikke mindst ultimate i europæisk topklasse. Ragnarok begyndte turneringen som lyn og torden og vandt 8-7 over favoritterne fra Skogs Ultimate. Toppuljen blev i det hele taget præget af tætte kampe. I den indledende runde vandt topholdene over hinanden og tyske Inside Rakete vandt overraskende toppuljen foran Ragnarok.

Weekendens højdepunkt var uden tvivl fredagens showcase kamp mellem Clapham og Ragnarok. Kampen så hurtigt ud til at blive en form sag for briterne og ved stillingen 8-4 løb tiden ud. Clapham scorede og med kamp til 10, så føringen mere end komfortabel ud. Så let skulle det imidlertid ikke gå. Ragnarok nægtede at give op og fortsatte indædt med en særdeles velfungerende zone, hvor de unge Ragnarok-drenge fik lov til at løbe mere, end hvad de så ud til at synes var sjovt. Langsomt, men sikkert arbejdede Ragnarok sig tilbage i kampen. Også blandt publikum løftede stemningen sig; alle håbede på det utænkelige – et 6 (seks!) points come back til Ragnarok mod et af Europas bedste hold. Og sensationen indtræf. Takket været en god kollektiv indsats fra Ragnaroks defence, samt spektakulære individuelle spil, heriblandt hele 2 fodblocks kom Ragnarok på 9-9. Clapham med discen, men Ragnarok med momentum. Et fantastisk dive block i sidste point, der gav gåsehud langt ud over sidelinien og en efterfølgende divescoring sikrede Ragnarok den mest spektakulære sejr i årets WCU.
Spændingen og overraskelsen hang stadig i luften over Valby Idrætspark lørdag eftermiddag, men forblev desværre en luftkastel. Hverken Inside Rakete eller Ragnarok formåede at fastholde de gode resultater og blev begge slået ud i kvartfinalen. Ragnarok tabte kvartfinalen til VIF (Viksjöfors fra Sverige), som Ragnarok-træner Daniel Ocariz forud for WCU i optaktsinterviewet (http://dfsu.dk/nyheder/2009/05/05/optakt-til-wcu) netop havde tippet som en af de farlige outsidere – en forudsigelse, der skulle vise sig at passe lidt for godt.
Lørdag aften var gambler´s night. Festens tema var casino, og i Building 55 blev der spillet højt spil for at vinde de eftertragtede WCU dollars. Andre derimod spillede sikkert og holdt sig til barens velsmagende klassiske udvalg..

Tilbage på ultimatebanen søndag stod den rent svenske semifinale mellem VIF og Skogs, og ligesom i den anden semifinale mellem italienske Cota Rica og engelske Clapham, så blev det de erfarne forhåndsfavoritter, der vandt. Finalen blev derfor en ægte WCU classic Skogs vs Clapham. De 2 hold er 2 gange tidligere mødtes i WCU finalen, begge gange med Skogs som sejrsherrer.

Finalen levede ikke op til hverken sidste års finale eller fredagens spektakulære showcase. Det blev faktisk en ganske ordinær kamp, som Skogs hurtigt førte 7-1. Mens vinden tog til og fik publikum til at rykke sammen, skiftede Clapham taktik, og spillede zone defence. Det skulle vise sig at være en klog beslutning, der fremprovokerede en del fejl hos de rødklædte fra Gøteborg. Clapham halede ind på Skogs, dog uden kampen for alvor blev spændende. Tredje gang blev ligesom første og anden gang lykkens gang og WCU-vinderne 2009 blev Skogs Ultimate.
På vegne af Spinners, Circus & KFK skal lyde et stort tillykke til Skogs og et varmt tak til alle, der var med til at gøre weekenden wonderful.
Tekst: Niels Pagel Jensen. Reportagen er skrevet til DFSU (http://dfsu.dk/nyheder/2009/05/14/reportage-fra-wcu) Læs mere om WCU her.
|